Gårdene i Bakkebølle

Oversigt over gårdene i Bakkebølle og historier knyttet til gårdene og Bakkebølle.

Holger Munk beskrev Bakkebøllegårdene i 2 artikler i Vordingborg Dagblad i 1931, og i 1960 beskrev han frikøbet af Bakkebøllegårdene, også i Vordingborg Dagblad. I denne periode har han arbejdet med jordebøgerne fra Bakkebølle.

Det er formentlig Torben Rasmussen der har samlet hans materiale. Det blev til dels færdigt i første halvdel af firserne. I Halvfemserne hjalp Hanne Christensen, fra Joensholm, ham med rettelser.

 

De gamle kilder er er OCR konverteret og redigeret af Georg Brandt Christensen. Vagn Boberg Nielsen og Lis Jensen har opdateret og korrekturlæst.

I matriklen fra 1688 skete der en forveksling af gårdene 8, 9 og 10. Det afspejler sig i beskrivelsen af disse gårde i den forrige udgivelse af Gårdene i Bakkebølle.
Denne forveksling er fjernet i nuværende udgaves beskrivelse af gårdene 8, 9 og 10.

En af forvekslingerne er beskrevet her:

Vi har en rettelse angående de huse, der efter overgang til selveje og udskiftning blev tildelt de enkelte gårde. Vi har hidtil brugt Holger Munks redegørelse for sagen, men det ser desværre ud til, at der er sket en fejlfortolkning m.h.t. de huse, der blev tildelt gårdene nr. 11-16 - Rønholm -  og gård nr. 14-4 - Højgård. Vi vil derfor slå fast at enhver tale om Niels Thygesens hus ved stranden er forkert, det er en forveksling med broderen Peder Thygesens hus, matr.nr. 29b, og har intet med disse to gårde at gøre.

 

Gl. Holte, den xx/yy zzzz

 

Oversigt med links til gårddokumenterne

Gård no.	Navn	Gård- / matr. nr.
1	Fuglegården	1-7
2	Bødkergården / Bakkegården	2-6
3	Intet navn	3-8
4	Stagegård	4-5
5	Tøjegård / Klintenæs	5-9
6	Askemosegård	6-10
7	Toftegård	7-11
8	Kjølholm / Engelbrethsminde	8-17
9	Rosnæs	9-12
	Bakkebølle Højskole	9-12
10	Kildegård	10-3
11	Rønholm	11-16
12	Holberggården / Pilegården	12-13
13	Diersdal	13-2
14	Højgård	14-4
15	Joensholm	15-14
16	Stærsgård / Horseholm	16-15
	Ottegården	Matr. 11c
	Dalgård	Matr. 20
	Skibepladsen
	Malaria og stormfloder

 

Beskrivelse af Bakkebølle egnen[1]

 

Den aller sydligste Del af Sjælland, Vordingborgegnen, er et temmelig bakket Terrain. Sognets østligste By hedder Bakkebølle og ligger c. ^s/4 Mil fra Vordingborg, den grænser tæt op til Kallehave Sogns vestlige Del, Vestenbæk. Vording­borg Landsogn har en Længde af c. 3 Mil, men ingen Steder er Sognet en Fjerdingvej bredt. Den længste Del af Sognet ligger vest for Vordingborg, nemlig Knudsby samt Knudsskov, der løber ud i en Spids i Vordingborg Bugt.

Største Delen af den Plads, hvor Vordingborg ligger, har i den ældste Tid været Vand og Sumpe. Oringe har da været en å, hvad der endnu tydeligt kan spores. Ved den nordøst­lige Grænse af Sognet ligger de temmelig store Bakker, som kaldes for Kulsbjærgene, paa den østligste og største er opsat et Sømærke. Nedenfor disse ligger mod Sydvest en stor Tørve­mose, der kaldes Kulsø. Her findes store Stammer af Egetræ,Denne Kyststrækning har været befolket lige fra den fjerneste Oldtid. Der har jo været god Næring ved Havet, særlig i Ulf- sund, og at der har været Beboere her, viser de mange Mindes­mærker, der har været og endnu tildels er bevarede, særlig fra den yngre Stenalder, men ogsaa fra den ældre Stenalder findes der adskillige Bopladsfund, hvor der er optaget Mængder af tilhugne Flintredskaber, ligesom lignende Former findes spredt paa Markerne. De vigtigste Findesteder her af de ældste Bopladser findes paa Langø og Farø i Ulfsund, ved Oringe og Bakkebølle Fredskov. Ogsaa fra Bronce- og Jernalderen er der Mindesmærker, desværre dog ikke saa mange, da en hel Del er sløjfede.

Største Delen af den Plads, hvor Vordingborg ligger, har i den ældste Tid været Vand og Sumpe. Oringe har da været en Ø, hvad der endnu tydeligt kan spores. Ved den nordøst­lige Grænse af Sognet ligger de temmelig store Bakker, som kaldes for Kulsbjærgene, paa den østligste og største er opsat et Sømærke. Nedenfor disse ligger mod Sydvest en stor Tørve­mose, der kaldes Kulsø. Her findes store Stammer af Egetræ,  hvilket viser, at her i ældre Tid har været Skov. Paa Bunden af Tørvegraven har man paa det faste Ler fundet Pilespidser af Flint, saa at Tørvedannelsen maa være foregaaet, efter at Stenalderfolket har efterladt disse smaa Pilespidser. I den yngre Periode af Stenalderen og ind i Bronzealderen har der været begyndt paa Agerdyrkning, og Rydningen af Skoven er paabegyndt. At de har dyrket Korn, kan ses af, at der findes Aftryk af Korn i Lerkarrene fra den Tid. Skovrydningen saa vel som Agerdyrkningen tog til op i Jernalderen og i Middel­alderen. Rigtig Fart tog Skovrydningen i den nyere Tid, da Østre Landsogn var inde under Lilliendal, hvortil Bønderne gjorde Hoveri. Agerdyrkningen stod det sig endnu kun daar- ligt med, thi Bønderne var meget tilbage, de var fattige, og deres meste Tid gik til Arbejde paa Hovedgaarden. Navnlig i Høsten maatte de foretage deres eget Arbejde om Natten, kun lidet var der paa Jorden, og det blev daarligt høstet. Det blev bedre, da Bønderne fik købt deres Gaarde. Ved Salget blev der udlagt til hver Gaard en lille Skovpart paa 6 Tdr. Land, de saakaldte Fredskovsparter, hvorfra der blev udvist dem Brændsel. Senere blev disse Skovparter ogsaa Ejendom, og Bønderne solgte de fleste af dem fra Gaardene. Paa disse Parceller blev der bygget smaa Steder. Da de alle gik ned til Stranden, benyttede de fleste af Ejerne Havet, enten som Fiskere eller de sejlede til København med Korn og Frugt med mindre Dæksbaade.

Ved Salget af Gaardene i Bakkebølle forbeholdt Lilliendal sig et Par Skæpper Land nede ved Stranden til at sætte Brænde paa til Udskibning. Den Plads blev altid kaldt Skibepladsen.

Fiskeriet var godt omkring Midten af sidste Aarhundrede. Særlig fiskedes Torsk og Aal, men ogsaa Aborrer, Gedder og Rejer. Priserne var billige, 2 Sk. for 1 Pd. Torsk, 8 Sk. for 1 Pd. Aal t. eks. Ikke blot de, der boede tæt ved Stranden, havde Nytte af den, ogsaa fjernere boende søgte Bierhverv paa Stranden, hovedsagelig ved Aalestangning.

Jordløse Husmænd havde fast Arbejde hos Bønderne det meste af Aaret eller gik paa Skovarbejde.

Imellem Bakkebølle og en lille Del af Vordingborg Køb­stad, Nyraad, der ligger en halv Mil Øst for Vordingborg, ligger Vintersbølle Skov smukt ud til Stranden med Bakker og Dale. Her laa Køngs Fabrik, et Væveri, hvor der vævedes Damaskes Duge m.m. En stor Eng ud mod Stranden, der i sin Tid benyttedes til at blege Tøjet paa, kaldtes Blegen. Det er nu alt nedlagt. Nord for denne Skov er en Indsø, der ligger i en dyb Dal (Hule), hvorfra Vandet kom til Hulemose Mølle, en Vandmølle inde i Skoven.

Den vestre Del af Landsognet ligger vest for Vordingborg, Knudsby og Knudsskov, som hører under Rosenfelt Gods. Den vestlige Del af denne smalle Landtunge skyder sig ud i Vordingborg Bugt og kaldes for Hoveskoven. Den er en halv Mil lang og skilt fra Knudsskov ved et Drag, der kan køres over; er Vandet ikke for højt, kan man ogsaa gaa over Draget. Denne Odde henligger endnu udyrket, som den har henligget fra Oldtiden. Den er bevokset med store Træer, for største Delen Tjørn, oven i en af disse vokser eller voksede Mistel­tenen. Rundt om ligger en Mængde store Sten. En lille Mose her ude er tør om Sommeren, og naar Kreaturerne gaar hen over den og træder Mudderet op, kan der findes Rav deri. En Del Kreaturer græsser nemlig her ude i Sommertiden. Her kommer ogsaa en Del Turister, thi her er meget interessant, og paa Vejen derud ser man en Del Oldtidsminder, hvoraf adskillige er fredlyste, bl. a. er her en Jættestue, dækket af en Jordhøj.

Bønderne i Knudsby og Befolkningen der ude havde deres egne nedarvede Skikke, som de længe holdt ved. Nu er Gaardene nedlagte og Jorden lagt ind til en større Forpagtergaard.

Der kunde komme en egen højtidelig Stemning over en, naar man i min Ungdom en Sommerdag gik i Markerne og hørte den megen Fuglesang, der da fandtes. 6—8 Lærker kunde man paa een Gang høre i Luften foruden Gulspurve, Kornlærker o. a., og om Aftenen svarede adskillige Nattergale hverandre i Haverne og i Kratskovene, medens man fra Kær og Gademoser hørte Frøerne kvække i Kor. Det lød som »Havre«, »Havre«. Da det navnlig hørtes i Saatiden, kaldtes det, at de saaede Havre.

I den Tid blev der fredet om Fuglene. De fleste Forældre forbød deres Børn at forstyrre Fuglerederne eller at tage Æg og Unger. Heller ingen skød Fugle for at udstoppe dem eller skød blot for at skyde.

Paa de fleste Jordvoldgrøfter kunde Børn i den Tid uhindret plukke Jordbær; der var nok af de smaa, søde Bær. I Krat­skovene var en Mængde Hindbær og langs Hegnene Brombær eller Hjortebær, som de kaldtes. Ingen Ejer af Jorderne for­bød Børnene at plukke disse Bær, saa lidt som Blomsterne, der fandtes i Mængde i Marken, paa Engene og i Skovene. Tidsaanden var paa den Tid vidt forskellig fra Nutiden. Men nu er det meste af den Slags Ting helt forsvundne. Krat­skovene er bortryddede og Hegnene sløjfede, Fuglesangen er tystnet og Børnene leder man forgæves efter. Livet er blevet mere prosaisk.

Om Vordingborg Købstad skal her kun hidsættes nogle Enkeltheder.

Overfarten fra Vordingborg Færgegaard til Gaabense paa Falster skete i Fyrrerne med Sejlbaade (Færger). I Halv­tredserne kom der først en lille Damper, der førte Post og rejsende over, senere en større. Til højre for Vejen til Færge-gaarden var en Fælled, hvor først Lansenererne, senere Dra­gonerne havde deres Eksercerplads. Paa den Side af Vejen laa da kun et eneste lille Fiskerhus der, hvor nu Masnedsund Jernbanestation ligger. Overfarten til Masnedø skete med Joller. Paa Øen var der en større og en mindre Gaard samt et Lods­hus ude paa den sydligste Pynt af Øen.

Slotsruinerne var paa den Tid hverken udgravede eller restaurerede. Gaasetaarnet, der dengang var uden Gaas, havde foroven et Tegltag, hvorunder en Del Alliker byggede deres Reder.